rushy.dk
blank
 
© Rushy Rashid Højbjerg 
Seneste Nyt
RSS

Seneste nyt fra rushy.dk

 Marts 2008

Håbet er lysegrønt.

Den kølige, men rene luft kommer mig i møde, da jeg stiger ud af bilen hjemme i Hvidovre. Forårsblomsterne blomstrer og også de skrøbelige lysegrønne blade på hækken er forsigtigt ved at folde sig ud. Kontrasten er stor fra den støvede lufthavnsvej, der er under opbygning og de osende biler jeg efterlod bag mig i storbyen Lahores morgenmylder. Jeg er lige kommet hjem fra Pakistan. Det blev 10 hektiske dage, hvor de fem af dem gik med bryllup og kampen for at få syet de mange kjoler i tide, så jeg kunne være lige så pænt klædt som alle de andre til alle fem fester. Det var dejligt at se familien og genopleve de mange traditioner, som i den grad praktiseres ved et bryllup.

Men det var også et besøg, hvor jeg så på det pakistanske samfund med mine meget danske øjne og skulle guides til at forstå, at tiden ikke står stille og udviklingen går sin skæve gang med udgangspunkt i det pakistanske samfunds eget tempo. Bryllupper foregår ikke mere som i gamle dage, hvor man blot spærrede vejen af og satte markiser op for at servere stående buffet til gæsterne. I dag er der selskabslokaler til de forskellige dage. Et lokale til henna-festen og et andet til bryllupsfesten. Og meget tit er der flere bryllupper, der finder sted på samme tid i de forskellige lokaler, for det er en stor forretning at eje ”shaadi-halls”, som selskabslokalerne kaldes. Også fotograferne, der optager video og tager still-billeder har nok at lave ved at indfange ”prins-og-prinsesse for-fem-dage-drømmen”, hvor de udover brudeparret også har til opgave at forevige alle gaverne og gavegiverne. Bagefter kommer de fine billeder til at pryde væggen i 50X100cm format og DVD’en bliver flittigt distribueret rundt til hele familien.

Ligestilling er så småt ved at snige sig ind i samfundet, men det er dyrt for dem, der tager de første skridt. Men de første skridt er taget ved, at man ser flere kvinder i bybilledet i forskellige jobfunktioner. Den indhyllede kvinde i burka er synlig side om side med den moderne kvinde, der blot har et flagrende tørklæde siddende på den ene skulder, Gucci-briller på hovedet, som skal holde de blonde, affarvede lokker væk fra ansigtet. Også bag rattet på bilerne ses flere kvinder i dag end for seks år siden, hvor jeg var der sidst. Og der er sket meget siden.

Antallet af kæmpe reklamer for Mc Donald, KFC og Pizza Hut fylder alle større torve og pladser. Side om side med lige så store bannere med fordømmelse af Danmark og de danske hundes vanære af den kære Profet. Et paradoks som også kendetegner resten af samfundet. Udover de amerikanske fødevarekæder er der også et meget tydeligt tegn på udvikling i idet pakistanske samfund – nemlig indtoget af mobiltelefonen, som ses i hænderne på små som store, fattige som rige. Selv i hænderne på gadesælgeren, der skubber sin mobile bod foran sig med den lille portion af dagens grønsager, som han skal have solgt inden dagen er omme, ellers får hans børn ikke mad på bordet.

Med mobiltelefonen har også internetteknologien og de billige forbindelser bragt de unge pakistanere ud i cyberspace. Her kan de uforstyrret udforske verdenen og skabe deres egne relationer, der ikke er bundet af familie, venner eller bygrænsen. Over chatten diskuterer de alverdens problemer og deler ikke mindst bekymringen over den kurs landet har taget. De følger med i det politiske kaos og deler ønsket om et land, der er stabilt. Deres håb er, at tiden nu må være inde til den forandring, de alle higer efter, efter de mest demokratiske valg i nyere pakistansk historie.

Også jeg har stor tiltro til den nye regering og ikke mindst den nye premiereminister, der blev taget i ed i lørdags. Jeg så hans åbningstale, mens jeg sad i lufthavnen på vej hjem til København. Han blev enstemmigt valgt som premiereminister uden nogen modkandidat eller nogen stemmer i mod sig og skrev dermed historie. Alle talere hyldede demokratiet og støttede op om det faktum, at landet skal føres tilbage til et demokratisk styre.

Den nye premiereminister sagde i sin åbningstale at han inden for 14 dage vil fjerne alle embedsmænd med militærbaggrund og erstatte dem med de civile embedsmænd, som skal lede de civile institutioner. De lovgivende forsamlinger skal genindsættes for at sikre og lov og orden i landet igen og sidst med ikke mindst så vil han arbejde for at lette den menige pakistaners hverdag ved at sænke priserne på fødevarer. For de fattigste borgere vil antallet af udbudscentraler af mel, sukker, fedtstof blive fordoblet.

Det lød meget godt alt sammen, men jeg har stadig min skepsis. Jeg gruer lidt for den anden runde af valgene, der kommer til at foregå om ikke så længe. I Pakistan kan man nemlig stille de mest kendte ansigter op i flere valgkredse for at trække stemmer. Når mandaterne er fordelt efter partierne, stemmer man igen inden for partiernes egne rækker om de ledige pladser ved at stille nye kandidater op. Og her kommer Benazir Bhuttos mand ind i billedet. Han stillede ikke op til valget i første omgang. Men han stiller helt sikkert op næste gang og kan og vil blive valgt til Parlamentet.

Som fungerende formand for PPP kan han meget vel have en ambition om at blive premiereminister. Med den historie han har med i sin bagage, er jeg ikke overbevist om, at han er den rette landsfader for et så prøvet land som Pakistan. Oppositionen er samlet om den nyvalgte premiereminister, fordi han ikke har et blakket ry. Det kan man ikke sige om Benazirs enkemand. Derfor er mit håb lysegrønt. Og jeg holder vejret indtil anden runde af valget er overstået og resultatet foreligger, før jeg tror på at demokratiet er på vej til Pakistan.