rushy.dk
blank
 
© Rushy Rashid Højbjerg 
Seneste Nyt
RSS

Seneste nyt fra rushy.dk

Juli har stået i sommerferien og familiens tegn. Og også august har været en travl måned, så hjemmesiden er blevet forsømt på det groveste - det indrømmer jeg. Men nu er der ved at være styr på det igen. Der har været gang i artikler om kogebogen. Den har været nævnt mange forskellige steder. Nogle af de anketter jeg har deltaget i, har jeg lagt i medie-mappen under "Interview - aviser og blade". Den seneste er fra i dag, hvor jeg blev interviewet til AOK-Tillægget i Berlingeren. Baggrunden er, at jeg har sagt ja til at være ambassadør for WWF.

På søndag deltager jeg i ECCO-Walkathon, som ambassadør for WWF - Verdensnaturfond. Jeg har valgt at gå for netop WWF, for at gøre opmærksom på at vi alle har et ansvar for denne klode. Vi mærker allerede konsekvenserne af vores forurening med de globale klimaforandringer. Forandringer der både rammer mennesker og dyr.

Jeg har valgt at give min støtte til Congo River Basin, som er et af de projekter WWF støtter.

Jeg håber de er rigtig mange der går på søndag og giver deres bidrag til at løfte det fælles ansvar vi har for vores klode.

Her er lidt info om projektet:

De fattige lokale
WWF’s mål er at sikre naturen som livsgrundlag for mennesker og dyr. I Congo River Basin er cirka 29 millioner mennesker afhængige af naturressourcerne. Det er navnlig de fattige lokale, der er meget afhængige af naturens ressourcer. Jord, vand, planter og vilde dyr er altafgørende for, at hverdagen i landsbyerne hænger sammen. I sidste ende vil presset på regnskovens natur være med til at gøre indbyggerne endnu fattigere. Når træerne bliver fældet, jorden bliver udpint, vandet forurenet og vildtet, der jages, uddør, forsvinder de lokale befolkningers eksistensgrundlag.

Derfor arbejder WWF på at skabe nye bæredygtige indtægtsmuligheder for lokalbefolkningen i området, Fx gennem biavl, etablering af planteskoler, træplantning og træning af nationalparkguider – projekter der både giver indtægter til de lokale og samtidig øger miljøbevidstheden. WWF sikrer også, at en del af indtægterne fra nationalparken går til udvikling i landsbyerne og er med til at etablere fælles projekter som skoler, klinikker, brønde etc.

Klimaforandringer og regnskoven
Afrikas regnskov i området Congo River Basin bliver kaldt ’den grønne lunge’ fordi det er verdens andet største regnskovsområde, og spiller en vigtig rolle i forbindelse med stabiliseringen af klimaet. Regnskoven i Congo River Basin er unik fordi mellem 75-95 procent af regnen, der falder også bliver dannet i selve regionen. Selv mindre skovfældninger påvirker regionens klima negativt. Eller sagt med andre ord: Desto flere træer, der bliver fældet i regnskoven desto mere bliver klimaet påvirket.

De truede dyr
Regnskoven i Congo River Basin er bl.a. hjem for bjerggorillaer og elefanter. I dag er der kun lidt over 700 vilde bjerggorillaer tilbage i Afrikas regnskove. De lokale tjener blandet andet penge på gorillaturisme, ved fx at arbejde som guider og på hoteller. Den årlige indtægt fra gorillaturisme er cirka 3 millioner USD og oveni i det tal kommer indtægterne fra hoteller og restauranter, så i alt sikrer gorillaerne en indtægt på over 20 millioner USD om året. WWF’s projekt vil bremse den illegale nedskydning af dyrene.

Regnskovens apotek
Den ulovlige fældning af regnskoven i Congo kan få indvirkning på nuværende og fremtidige lægemidler. Mange af de naturlige stoffer man finder i eksempelvis hovedpinepiller gemmer sig nemlig i regnskovens apotek. Cirka 25 procent af vestlig medicin indeholder ingredienser som stammer fra regnskoven.

Håber vi ses på søndag.

kh Rushy

 

4. juli 2008