rushy.dk
blank
 
© Rushy Rashid Højbjerg 
Seneste Nyt
RSS

Seneste nyt fra rushy.dk

Kære venner
1. december er ikke kun jul, glimmer og glade dage. Det er også dagen, hvor det er nødvendigt at stoppe op og sende en tanke til de millioner af mennesker, der er ramt af hiv og aids. Derfor vil jeg gerne bringe disse ord om rettigheder videre fra AIDS Fondet i anledning af Worlds AIDS Day. 

kh Rushy 

1. december er dagen, hvor mennesker over hele verden stopper op, og for en stund tænker over den katastrofe, der på 26. år spreder død og ødelæggelse.
25 millioner mennesker er døde af aids. 33 millioner er smittet med hiv, og antallet af smittede stiger med mere end 7.000 om dagen. Halvdelen er unge mellem 15 og 25 år.

Tallene taler deres eget sprog, men er så absurd høje, at de mister betydning og får os til at glemme, hvad de i virkeligheden dækker over. For hiv og aids er mere end tal og statistik. Bag hvert eneste dødsfald, bag hvert eneste menneske med hiv, gemmer sig en unik historie, der alt for ofte handler om ensomhed, afmagt og sorg.
Sygdommen er den værste, verden har set, og efterlader børn uden forældre, kvinder uden muligheder, mænd uden rettigheder, liv uden håb.

Alle har ret til et liv uden hiv, men mennesker, der lever med den største risiko af alle, har mistet helt grundlæggende rettigheder:

Det er retten til at sige nej til ubeskyttet sex uden risiko for at få tæsk eller blive voldtaget.

Til at elske, den man elsker uden at blive mishandlet og smidt i fængsel, fordi man er homoseksuel.

Til at være barn uden at skulle sælge sin krop.

Til at få undervisning og lære at beskytte sig selv.

Til kondomer, der i dag er den eneste sikre beskyttelse mod hiv.

Til en fremtid.

Hiv og aids er en massakre, der næres af politik, religion og uvidenhed – og manglen på rettigheder giver hiv de mest fantastiske livsbetingelser.

Derfor handler World AIDS Day om rettigheder. Om retten til at være lige, få indflydelse, omsorg og behandling. Lige nu går smitten sin sejrsgang over hele jorden.

Skal kampen vindes, skal vi starte med at se virkeligheden i øjnene og kræve lige ret for alle. Et liv er et liv.