rushy.dk
blank
 
© Rushy Rashid Højbjerg 
Seneste Nyt
RSS

Seneste nyt fra rushy.dk

Hej

Det er ved at være længe siden, jeg har opdateret min hjemmeside. Og der er sket en del siden sidst. Fra 1. juni har jeg været tilknyttet Politiken, hvor jeg sidder som journalist på Debat-redaktionen. Jeg skriver fast for lørdags- og søndagsavisen.

Her er mit seneste indlæg fra i går, hvor jeg kommenterer debatten om afskaffelse af § 266b.

Go' læse lyst. Og vel mødt på job i morgen mandag.  

kh Rushy

 

KOMMENTAR - Politiken 7. august 2010

Først ordet - så mordet

Den 25. februar 1997 deltog jeg i debatprogrammet "Tre på Tråden" på TV3. Jeg havde æren af at møde Mogens Glistrup live i studiet til en debat om integration. I stedet kom jeg til at lægge person til ytringer, der bragte Glistrup en racismesag på halsen. En sag, der røg helt til Højesteret, hvor han endte med at blive dømt. 

Mine forældre var ikke glade for, at jeg skulle stille op til debat mod en folketingspolitiker. Med deres pakistanske baggrund var de bange for repressalier. I Pakistan giver politik stor magt og beføjelser, som man ikke skal udfordre som menig mand. Gør man det, uden at have et stærkt politisk bagland, kan det i værste fald koste en livet.

Jeg lyttede til dem, men var ikke overbevist om, at det kunne få konsekvenser for mig at deltage i en åben TV-debat. Sådan noget sker ikke i Danmark, tænkte jeg. I Danmark har mennesker ret til at komme til orde. Bølgerne gik meget højt og flere gange sad jeg tilbage og tænkte, sagde han virkelig det, ham den venlige mand, som pænt og ordentligt kom ind i studiet og gav mig hånden.

Det var svært at få et ord indført ind i mellem Glistrups lange og højrøstede svadaer. Hvor grov han egentlig havde været opdagede jeg først, da jeg så programmet igen. Jeg følte mig trådt på og krænket og det gjorde mig gal at han slap af sted med det. Og dog, for dagen efter blev Glistrup meldt til politiet for overtrædelse af racismeparagraffen på baggrund af netop de udtalelser.

Mine forældre havde ikke meget tiltro til, at Glistrup ville blive dømt. Mens jeg satte al min lid til det danske demokrati. Hvis ikke Glistrup kunne straffes for sine grove udgydelser, så havde jeg som tilhørende en minoritet ingen retssikkerhed. Og min far ville i så fald få ret.

Sagen gik helt til Højesteret, hvor Glistrup blev dømt. Domsmandsretten bemærkede: ”Udtalelserne, der i deres essens beskylder muhamedanerne for at være forbrydere og for at ville dræbe og kastrere den danske befolkning, er af en sådan karakter, at de er omfattet af straffelovens § 266 b, stk. 1. Udtalelserne ses ikke efter deres form i tv-udsendelsen at hvile på en videnskabelig teori eller at være fremsat som led i en saglig debat om det ideologiske grundlag for muhamedanismen.”

Dommen beviste over for mine forældre, at retssystemet virker. Uanset hvem man er, så undgår man ikke straf i Danmark.

Ifølge § 266b kan man få bragt de mennesker for domstolene, som krænker personer på grund af deres race, hudfarve, tro, nationale eller etniske oprindelse. Det gælder også hvis man under dække af ytringsfrihed og misforstået fædrelandskærlighed forsøger at lægge hele befolkningsgrupper for had ved at true, håne og nedværdige dem.

Jeg vil til enhver tid kæmpe for ytringsfriheden. Men det er nødvendigt med en overligger for vores ytringer og jeg mener den skal ligge ved § 266b.

I1939 blev § 266b vedtaget med henvisning til "de i den nyeste tid opdukkende foreteelser som forfølgelse af racer, trossamfund m.v...".Med den nye lov i hånden blev det gjort strafbart at "udsprede falske rygter eller beskyldninger, forfølge eller ophidse til had mod en gruppe af den danske befolkning pga. dens tro, afstamning eller statsborgerforhold".

I 1939 skulle loven forebygge en nazistisk hetz mod danske jøder, sådan som man var vidne til syd for grænsen. I 2010 er der brug for at stoppe hetzen mod muslimerne. Poul Erik Skammelsen sagde det så flot forleden: ”Først ordet – så mordet.”

Derfor mener jeg, at det vil være et stort demokratisk tilbageskridt for visse mindretal i Danmark, hvis man afskaffer § 266b. Det vil give yderlige plads og fri håneret til de populistiske og konfliktsøgende kræfter i vores samfund.