rushy.dk
blank
 
© Rushy Rashid Højbjerg 
Seneste Nyt
RSS

Seneste nyt fra rushy.dk

Donér din dag!

Donér din dag den 25. september 2010 og hjælp de mange ofre for en af de mest alvorlige naturkatastrofer i nyere tid. Sådan lyder opfordringen til alle danskere fra organisationen ”Hjælp Pakistan”. Overskuddet går til Røde Kors’ nødhjælpsarbejde i landet.
Nik og Jay gør det. Outlandish gør det. Burhan G gør det også. De arbejder alle gratis én aften for at støtte ofrene for oversvømmelserne i Pakistan. Bag initiativet står organisationen ”Hjælp Pakistan”. Foreningen blev oprettet under jordskælvet i Pakistan i 2005 og består af en række herboende dansk-pakistanere.
De opfordrer nu alle danskere til at gøre det samme: ”Donér din dag”, eller hvad man kan undvære, til de millioner af nødstedte for katastrofen i Pakistan.
”Der er et akut behov for, at vi alle bakker op om nødhjælpsarbejdet, som et af verdens rigeste lande. Katastrofen i Pakistan har ikke kun skyllet folks hverdag væk, den har også taget deres fremtid. Derfor er der brug for hver en krone til genopbygningen, ” siger Rushy Rashid, som repræsenterer foreningen ”Hjælp Pakistan”, der står bag initiativet.
 

Den 25. september 2010 er døbt: ”Donèr din dag”.
Dagen igennem vil man kunne via foreningens hjemmeside www.hpak.dk yde donationer. Om aftenen slutter vi af med et stort velgørenhedsshow i Falkonersalen. Her bidrager diverse kunstnere som Outlandish, Nik og Jay, Burhan G, Omar Marzouk og Anita Lerche, den danske Bollywood sangerinde, der har slået igennem i Indien og Pakistan med sin musik. Firmaer opfordres til at støtte arrangementet ved at købe et bord til en særlig forhøjet støttepris. Derudover vil der via Billetnet blive solgt billetter i løssalg til alle andre, der har lyst til at overvære og støtte showet.
Millioner er ramt
”Og der er brug for pengene”, lyder det fra generalsekretær i Røde Kors, Anders Ladekarl: ”Vi er meget taknemmelige for initiativet. Pakistan står i én af de mest alvorlige katastrofer i landets historie. Cirka 18 millioner mennesker er ramt - det er flere end tsunamien i 2004, jordskælvet i Haiti tidligere på året og jordskælvet i Pakistan i 2005 tilsammen”.
Oversvømmelserne, der ramte Pakistan i slutningen af juli, berører 70 procent af landet – et område på størrelse med Storbritannien. Flere end 1.600 mennesker er døde, 820.000 er blevet evakueret og otte millioner pakistanere har akut behov for mad, vand og husly. Røde Kors har indtil nu hjulpet cirka en million mennesker.
For yderligere informationer kontakt:
 

Rushy Rashid Højbjerg
Mobil: 20140786