rushy.dk
blank
 
© Rushy Rashid Højbjerg 
Seneste Nyt
RSS

Seneste nyt fra rushy.dk

Hej

Her er min "Rushy revser-klumme fra dagens Politiken.

God læselyst. kh Rushy

 

Politiken, søndag den 3. oktober 2010

Rushy revser:  Birthe Rønn Hornbech er mester i at sluge kameler

Nogle gange skal man give folk en chance, selv om det første indtryk ikke er positivt. Jeg afskrev Birthe Rønn Hornbech efter vores første møde, men hun tiltrak alligevel min opmærksomhed. Gang på gang poppede hun op og med stor integritet deltog i integrationsdebatten. Selv om jeg ikke altid var enig med hende, lyttede jeg alligevel til hendes argumenter. Til sidst måtte jeg give mig.

En gang diskuterede vi, hvorfor der ikke er en dansk imam-uddannelse. Jeg mente, det ville lette problemet med manglende kendskab til den danske kultur og samfund, som de importerede imamer ikke har med sig. Birthe Rønn forklarede: »Vi kan ikke have en imam-uddannelse i vores universitetsregi, fordi der er et principielt modsætningsforhold mellem Islam og vores uddannelsessystem. Det grundlæggende for vores uddannelse er, at vi lærer de studerende at sætte spørgsmålstegn ved alt. Islams lære bygger på at give svaret. Derfor kan det ikke lade sig gøre«.

Det gjorde indtryk og indgød respekt. Hun affærdigede mig ikke, men viste mig med sit svar, at hun havde sat sig ind i tingene. Da Anders Fogh Rasmussen endelig fik overtalt Birthe Rønn til at blive integrationsminister, var jeg en af dem, der meget begejstret skrev følgende i en klumme:

»Hvor er det dog befriende at høre vores nye integrationsminister melde klart ud om, hvad hun står for. At vi skal fokusere mere på vores ligheder, frem for på forskellene. At jura og rettigheder står over personlige følelser og fordomme. At tro er en privatsag og at man selvfølgelig kan være en del af det danske fællesskab uafhængig af ens tro og religion, tørklæde og/eller hentehår.
Tak for den klare tale, Birthe Rønn Hornbech og tillykke med jobbet! Med disse holdninger er du i hvert fald i høj kurs hos mig«.

Men på de tre år der er gået med Birthe Rønn Hornbech ved roret, er kursen dalet en del. Og der er ikke mange af mine forventninger, som hun har levet op til. Jeg kan sagtens følge linjen i den integrationspolitik, som den siddende regering har ført siden 2001.

Jeg kan også tilslutte mig, at vi som et lille land, ikke kan kapere alt for mange borgere, som ikke bidrager positivt til vores samfund. Der skal være en styring på, der sikrer, at man ønsker at arbejde, studere og dermed gøre en indsats for at blive en del af vores fælles samfund.

Men det er den måde det foregår på, som får mig til at bakke. Den mistænkeliggørelse og tvang, der står mellem linjerne af de tiltag, som DF og integrationsministeren foreslår, befordrer ikke ligefrem en motivation til at gøre særlig meget. Som indvandrer og flygtning føler man sig konstant som jaget vildt og kan aldrig vide sig sikker på, hvornår ens etnicitet kan bruges i mod en og inddrages for at fremme en populistisk dagsorden.

Det ene stramning efter den anden går lige nøjagtig til kanten af at bryde de internationale konventioner. Jeg synes, at man skulle tage og kalde en spade for en spade og sige, at det rager os en høstblomst, hvad der står i FN’s og EU’s konventioner om menneskerettigheder, selv om vi har skrevet under på at overholde dem.

Birthe Rønn bør melde ud, at vi har nok i os selv, vores selvoptagethed og selvfedme, at vi slet ikke har brug for andre end os selv. Vi ved, at vi ene og alene sidder på et smørhul, som vi hellere må vogte på og i hvert fald ikke dele med nogen udefra, fordi så bliver der mindre til os selv. Kønt er det ikke, men det er sådan det ser ud, når Danmark bedømmes af folk udefra.

Hvis Venstre og Birthe Rønn Hornbech har tænkt sig at mure sig inde sammen med de Konservative og DF i omkring deres lille andedam, hvor alle ligner hinanden, spiser det samme, mens de synger salmer og kan føre deres slægter tilbage til Gorm den Gamle i lige linje. Alle os, der falder udenfor eller mellem to stole, må hellere tage og rejse ud af landet. Det er fair nok at have det sådan. Men samtidig bør Danmark også sende en udmeldelse til diverse andre klubber, vi er en del af som FN, NATO, EU, Norden.

Eller også skulle Birthe Rønn og co. tage de snæversynede briller af og se verden i de farver, den er i!
Den er ikke sort og hvid. Danmark er en del af den verden, hvor danskere rejser ud i og bosætter sig, på samme måde som, udlændinge også kommer hertil. Men det virker som om, at dem der ønsker at komme hertil endelig ikke skal føle sig velkomne. Og dem der tilfældigvis bor her skal i hvert fald ikke tro, at de er lige så gode som alle andre etniske danskere.

Ugebrevet A4 lavede en optælling for nyligt, som viste at udlændingeloven er blevet reguleret 14 gange siden 2001. I gennemsnit har VKO lavet ændringer af reglerne med 8 måneders mellemrum. Det virker panisk og skaber utryghed blandt dem, der er underlagt reglerne. Man får hele tiden følelsen af ikke at være god nok, når man aldrig kan vide sig sikker på, hvad man skal forholde sig til. Eller hvilke krav man skal leve op til for at blive accepteret.

Marianne Jelved (MF, R) beskrev forleden i dagbladet Information om de kovendinger Birthe Rønn Hornbech har lavet de seneste år. Det er skræmmende læsning om den transformation, som Birthe Rønn Hornbech har gennemgået fra at være en stor Venstre politiker med mandsmod til at sige sin mening og stå ved den til den nikkedukke for DF, som hun fremstår som i dag. Hvor hun åbent bekender, at hun har tænkt de store integrationstanker sammen med DF i forbindelse med det nye serviceeftersyn af udlændingeloven. Det omfatter blandet andet det seneste udspil, hvor man igen bevæger sig på kanten til diskrimination ved at forslå begrænsning af familiesammenføring for folk, der bor i lejeboliger.

Det mest grundlæggende for en politiker er, at man skal kunne lave aftaler og kompromiser med sine værste fjender. Men Birthe Rønn Hornbech hvordan kan du se dig selv i øjnene, når du gang på gang må æde dine ord og menneskesyn i dig og rette ind efter de mest mærkelige krav fra DF?

Hvor blev dit udgangspunkt af, hvor vi skulle fokusere mere på vores ligheder, frem for på forskellene? Hvor jura og rettigheder skulle stå over personlige følelser og fordomme? Hvor blev den gamle Birthe Rønn Hornbech af, som havde rygrad og som jeg havde respekt for? Hvor går din grænse for antallet af kameler du kan sluge, før du siger nok er nok? Eller er du blevet endnu en, der for enhver pris klæber til din taburet, koste hvad det vil?
rushy.rashid@pol.dk