rushy.dk
blank
 
© Rushy Rashid Højbjerg 
Seneste Nyt
RSS

Seneste nyt fra rushy.dk

Hej,

Det har været en uge, hvor vi igen og igen hører politikerne skændes om hvem, der har de bedste bud på Danmarks fremtid. Bølgerne går højt om økonomien - også Henriette Kjærs økonomi - alt i mens vi lader en masse muligheder gå tabt. 

Moralsk kan man mene hvad man vil, men alt kan sælges - også utroskab kan man sætte i system og tjene penge på. "Vores markedsanalyse viste, at et datingsite for gifte og par i faste parforhold, havde størst vækstpotentiale",  fortalte Sigurd Vedal i et interview til Politiken. Døm eller bedøm selv på følgende link:

http://politiken.dk/debat/ECE1173713/jeg-forstaar-godt-forargelsen/

I min revser klumme i dag reflekterer jeg over, at vi ikke er dygtige nok til at gøre brug af alle de unge, der har et andet modersmål med i bagagen.

Go læselyst. Kh Rushy

Bragt i Politiken - 23. januar 2011

Rushy revser: Dagens ord er sprog. På urdu hedder det ’zaban’. 


»Vi kan ikke klare os med engelsk alene«, lød en overskrift i den forgangne uge i Politiken. Det fik mig til at reflektere over, hvad det betyder for mig, at jeg har tre-fire sprog i bagagen. Ikke noget jeg har gjort noget aktivt for at tilegne mig, men som jeg alligevel har fået. Som barn boede jeg i Pakistan, hvor jeg lærte urdu som mit første kommunikationssprog. Da jeg begyndte i skole kom engelsk ind som det andet sprog. De voksne talte punjabi med hinanden, så selv om jeg ikke talte det, kunne jeg sagtens forstå og begå mig på det sprog også. Som ni-årig flyttede jeg til Danmark og dansk blev så det fjerde sprog, jeg skulle lære mig. For at holde urdu ved lige, havde jeg den gang en mulighed for at gå til urdu-undervisning – også kendt som modersmål-undervisning – 2 gange om ugen 16-18 efter almindelig skolen. Det gjorde jeg gennem hele min skoletid. Ordningen blev støttet via kommunernes bloktilskud.

Siden har debatten og betydningen af modersmålsundervisningen raset frem og tilbage. Forskere som Christian Horst og Anne Holmen har argumenteret for, at det er vigtigt at støtte modersmålet, fordi hvis man får begrebsverdenen på plads på et sprog, så er det nemmere at hænge et nyt sprog op på de samme kroge. Hvis ikke man støtter modersmålet, får vi børn der er dobbelt halvsprogede. Og så er de ikke i stand til at have en god sproglig ballast på hverken det ene eller andet sprog.

Argumenter for at afskaffe modersmålsundervisningen har der været mange af. Det bærende og lidt arrogante argument har været, at når man skal leve og fungere i Danmark, så skal man kunne tale dansk. Derfor blev støtten til modersmålsundervisning afskaffet i 2002 af VKO-regeringen.

Børn af EU-borgere har dog stadig ret til at få støtte til modersmålsundervisning, mens børn fra 3. verdenslande har fået den ret frataget siden 2002. I første omgang gjaldt det også for polske børn, at det var bedre for dem at lære dansk, når de skulle bo her. Men da Polen sidenhen blev medlem af EU, kunne man ikke bruge det gamle argument mere. og vupti så kunne polakkerne igen få støtte til modersmålsundervisningen. Også tyrkiske børn har særstatus i EU og kan derfor modtage samme støtte. Jeg ved ikke hvor mange penge man sparede ved at afskaffe modersmålsundervisningen. Og dengang var det sikkert en fjer i hatten på DF, at de kunne sætte hak ved at have frataget endnu et gode fra udlændinge i Danmark. Men det rammer os lige i nakken i dag.

Vi taler hele tiden om globalisering og innovation. Om hvad vi skal leve af og hvordan vi styrker vores konkurrenceevne. Med få midler kunne vi have høstet en stor gevinst ved at vedligeholde mange unges modersmålskundskaber, hvis regeringen havde satset langsigtet og globalt, i stedet for at lade sig styre af DF’s snæversyn og kortsigtet tankegang. Tænk hvis man for ti år siden havde vendt bøtten. I stedet for at afskaffe modersmålsundervisningen, havde satset på at styrke de forskellige sprog. Så ville vi i dag have haft en hel anden ressource af sprogkyndige på nogle helt andre sprog, og som med deres danske udgangspunkt kunne have åbnet vejen ind til nye eksportmarkeder.

I ti år har vi i danskhedens navn lukket os inde om os selv, og tabt en masse gode muligheder på gulvet. Nu går det op for os at vi er nødt til at gøre noget andet - kunne noget mere. Og ikke mere af det samme, som vi plejer.
Så lad os komme i gang og aktivere de to-sproglige grupper i vores samfund. Efterkommere af tyrkere, pakistanere og unge fra de arabisktalende lande tæller muligvis et hundrede tusind. Hvis vi kunne sadle om og justere i vores opfattelse af fremmedsprog og styrke og bygge videre på den kapacitet de allerede har, så er jeg sikker på, at der er nogle driftige unge mennesker, som kunne blive et stort aktiv for Danmark.

Teleselskabet Vopium A/S i København med dansk-pakistanske Tanveer Sharif i spidsen har bevist at det kan lade sig gøre. Han var nomineret til sidste års integrationspris med følgende begrundelse: ’Med afsæt i sine egne rødder har Tanveer Sharif skabt en international virksomhed, der forener kulturer og fremmer kommunikation på tværs af landegrænser. Han udviser stor entreprenørånd, tænker globalt og udnytter medarbejdernes forskellighed til at skabe et innovativt produkt’.

Tanveer Sharif er blot et enkelt eksempel på, at det er muligt at bygge bro fra Danmark til den kultur, hans forældre havde med fra Pakistan. Men det behøver faktisk ikke være så svært. Jeg er også nødt til at gribe i egen barm. Rent faktisk har jeg også en mulighed for at give mine børn to sprog ekstra.

Hvad har jeg selv gjort for at give dem urdu og punjabi med i deres sproglige bagage? Mod bedre vidende og alle de gode argumenter, har jeg ladet mig overbevise om, at det nok var bedst for mine børn, at de kun lærte dansk. Og skulle de ud i verden kunne de supplere med engelsk. Mere behøvede de ikke. Jeg havde dog en hel anden forestilling og ambition om, at mine børn skulle lære urdu, før jeg fik dem. Men efter deres fødsel har det vist sig, at det var enormt svært at gennemføre i praksis, at jeg kun talte urdu til dem, mens min mand talte dansk. Selv om jeg stadig har både urdu og punjabi i behold, så er mit hovedsprog efterhånden kun dansk i skrift og tale og drømme.

Men med udsigten til at både Indien og Kina markerer sig som de nye økonomiske stormagter, hvor dansk eksport skal gøre sig gældende, så kunne det godt være, at de danske universiteter skulle oppe sig. Måske skulle man igen indføre modersmålsundervisning, men med mulighed for at supplere det op, så man kan videreuddanne sig på det pågældende sprog. Måske universiteternes fremtidige sprogsatsning skal være hindi, kinesisk, urdu, arabisk eller nogle helt andre sprog. Men det kræver en nytænkning.

Måske skulle jeg genoptage min ambition om at lære mine unger urdu. Det er jo bare at komme i gang. Et nyt ord hver dag i madpakken. Måske kan de allerede om et år sige følgende på urdu: ’Et nyt sprog er en gave og giver adgang til en hel ny verden’. Dagens ord er ’sprog’. På urdu hedder det ’zaban’.