rushy.dk
blank
 
© Rushy Rashid Højbjerg 
Seneste Nyt
RSS

Seneste nyt fra rushy.dk

Hej,

Min revser-klumme i denne uge står I Holgers tegn( Surprise!!!), men jeg prøver at brede den ud med en opfrodring til at trænge sig på...

go læselyst! kh Rushy 

Bragt i Politiken 2. april 2011

Rushy revser: Træng endelig på – og hellere en gang for meget!

En lille rødhåret gut satte hele landet på den anden ende i denne uge. Holger hedder ugens helt i skysovs. Som småbørnsforældre, ved man jo hvor hurtigt det går nogle gange, når de små har sat sig noget i hovedet og bare går efter det. Så kan man have lavet nok så mange aftaler, men de forsvinder som dug for solen, når en sommerfugl med sine farvede vinger lokker på afveje.

Da politiet begyndte at tale om vandløb og skovsøer, bad jeg en stille bøn. Bare han bliver fundet i live og i god behold. Min sidste tanke, inden jeg faldt i søvn var, at det var utroligt, at ingen havde set den lille dreng i skoven. Da jeg slog øjnene op næste morgen, var Holger også den første, jeg tænkte på.

Lige før middag kom meldingen så: »Holger er fundet!« Med en klump i halsen og tårer i øjnene kunne jeg læse på nettet, at en rytter havde fået øje på den lille dreng og alarmeret politiet. Gudskelov var han i god behold. Resten af dagen blev Holgers genforening med sin familie tygget godt og grundigt igennem i samtlige medier. Total respektløst trampede journalisterne rundt i familiens stue, så hele Danmark med egne øjne kunne se den lille betuttede dreng med det røde hår.

Heldigvis endte Holgers skovtur godt. Men hvad nu hvis det ikke var endt sådan? I gennemgangen af Holgers færden i aviserne, slår det mig, at der rent faktisk var flere mennesker, der havde set den lille dreng gå alene rundt i skoven. Hvorfor søren havde de ikke taget affære? I nogle af aviserne nævnes et ældre ægtepar, som havde holdt parkeret i vejkanten og set Holger krydse vejen og forsvinde inde i skoven. Hvorfor ringer der ikke en kæmpe alarmklokke ved synet af en lille dreng, der tilsyneladende går alene rundt i skoven? Hvis man tror, at han er på skovtur med nogen, hvorfor sikrer man sig ikke, at de voksne også er til stede? Hvorfor lader man ham bare gå?

Nogle timer senere er det nogle skovarbejdere, der får øje på ham. Men heller ikke her bliver der reageret. Hvorfor? Da først alarmen om den lille dreng går, er det halve af Nordjylland ud at lede efter Holger, men hvorfor handlede de folk ikke, som havde muligheden? Hvorfor skulle der en politialarm og en efterlysning i samtlige medier til, for at vække folks ansvar for andre mennesker – i dette tilfælde et lille barn på tre år, der var forsvundet?

En gang i mellem hører vi om børn, der er udsat for omsorgssvigt på den mest grusomme måde. Vi så det i Tønder-sagen. Vi var også vidner til det i sagen fra Brønderslev, hvor familien efter adskillige flytninger havnede i Nordjylland. Hvordan kunne det lade sig gøre, at der gik så lang tid, før nogen reagerede? Naboer, familiens venner og bekendte, børnenes lærere og pædagoger måtte da have spottet, at et eller andet var helt galt med den familie på et langt tidligere tidspunkt.

Hvis nu de børn havde været klassekammerater til ens egne børn, ville man så tage affære? Hvor langt vil man lade det køre, før man ville turde blande sig? Hvis man får kendskab til et barn i periferien af ens omgangskreds, som udsættes for vold og mistrivsel, ville man så ringe til kommunen og melde det? Nej, det gør man jo ikke. De fleste tænker, det er der nok nogle andre, der tager sig af. Inklusive mig selv.

Hvis nogen er syge sender vi blot et kort eller måske en blomst. For vi vil jo ikke trænge os på. Men hvorfor gør vi egentlig ikke det? Måske er det netop det, vi skal, nemlig at trænge os på – hellere en gang for meget end en gang for lidt. Måske er det tid til at bevæge os ud af vores trygheds-zoner og tage tiden til at besøge den syge.

Jeg har altid syntes, det var overdrevet med alle de besøgende, hvis mine forældre blev syge. Alle de mange onkler og tanter – som vi kaldte alle deres venner – kom i et væk for vise deres medfølelse. Folk stillede altid op med mad og hjalp til med alle mulige praktiske ting. Det var dødirriterende med alle de mange besøgende i vores hjem, fordi det var min opgave som datter at servere te og kaffe. Og hvis mine forældre lå på hospitalet var det tydeligt, at det også var til stor irritation for plejepersonalet. Men så måtte vi børn forklare, at det var en måde for vennerne at vise deres omsorg overfor mine forældre på. Den omsorg var også hjælp til selvhjælp. Når mine forældres venner blev syge, så var mine forældre forpligtede til at hjælpe på samme måde.

Når jeg tænker tilbage på den meget fysiske og praktiske måde at drage omsorg på, kunne jeg nogle gange ønske mig, at overføre lidt af det til i dag. Mange mennesker føler, de er fritaget for at give et nap, fordi vi har udliciteret omsorgen for de svage i samfundet til professionelle behandlere. Men fritager det virkelig den enkelte for at gøre noget? Det nærvær, der er forbundet med naboen, der kommer ind og tager støvsugeren, når der er behov for det, har langt større betydning end det, en lønnet behandler kan give.

Vi vil så nødigt blande os i andre menneskers forhold, for man kan jo risikere at blive involveret. Eller blive udsat for at yde et eller andet. Det er lige før, at jeg hellere vil kvæles i den hjælpsomhed fra mine forældres venner i stedet for den ligegyldighed, vi møder andre mennesker med i dag. For min skyld må folk gerne trænge sig på. Og hellere tilbyde hjælp, en gang for meget end en gang for lidt! Det havde måske skånet Holgers familie for 24 timers langt mareridt.