rushy.dk
blank
 
© Rushy Rashid Højbjerg 
Seneste Nyt
RSS

Seneste nyt fra rushy.dk

Hejsan, 

Her er min sidste revser-klumme før sommerferien. Så tæt på Skt. Hans aftenen handler den selvfølgelig om bål og brand...Go' læselyst.

kh Rushy

Politiken 26. juli 2011

Rushy revser: ”Med et tændt lys kan du også tænde lys hos andre”

af Rushy Rashid Højbjerg

Vi har lige passeret årets længste dag i denne uge. Et vendepunkt der angiver, at vi nu går mod den mørke tid igen, inden vi overhovedet har nået at byde sommeren og lyset ordentlig velkommen. Heldigvis fejrer vi Skt. Hans i Danmark, hvor vi futter de mørke kræfter af og med lys og varme. Det vender jeg tilbage til.

I Pakistan kender man slet ikke til Skt. Hans og man hverken fejrer eller markerer, at dagene bliver kortere efter Skt. Hans. Selvom Pakistan ligger på den nordlige halvkugle, så ligger det så langt nede, at det bliver mørkt ved 7-8 tiden om aftenen hele året rundt. Derfor tillægger man ikke skiftet mod de mørke tider den samme betydning, som vi gør herhjemme. Min familie i Pakistan tror næsten ikke på det, når jeg har fortalt om de danske sommeraftener, hvor det kan være lyst indtil klokken 22-23. Og hvor man sidder ude og nyder sommerens dufte og fuglefløjt.

 

Men i min lille familie i Danmark har Skt. Hans aftenen fået sin plads på linje med 4. maj, Grundlovsdag og sågar Jul, som giver os en grund og en undskyldning for at samles. Disse dage er også små milepæle i vores års hjul og er forbundet med hygge, traditioner, en markering af vores historie og ikke mindst en hyldest til det danske fællesskab, som bærer vores samfund.

 

Netop traditioner former os som mennesker og med dem i bagagen ruster vi os til at gå ud i verdenen, hvor ikke alle nødvendigvis lever efter de samme traditioner som os selv. Nogle gange kæmper vi for det, vi føler er vigtigt. Andre gange må vi opgive kampen og i stedet tage i mod det nye. Det gælder i de nære relationer mellem to mennesker, men det gælder også i den grad relationerne mellem forskellige kulturer og normer.

 

Bålet, som er omdrejningspunktet ved Skt. Hans symboliserer også denne tvetydighed og symbiose. Omtaler vi det som et bål, sætter det gang i en masse positive associationer på nethinden. Men går man for tæt på, så tager ilden over og så brænder man sig. Ilden står for destruktion, mens bålet står for hygge, renselse, varme hjerter og snobrød, tryghed og varme, spejder ånd og samvær. Hæver man det lidt op, er det også tale om naturens kamp for det gode mod det onde. Derfor er det også kreperligt, når det ikke er det billede, vores omverden har af os længere.

 

Sætter man ordet bål sammen med Danmark tænker jeg brand, tegninger og grænsebomme. Jeg ser for mig forbitrede bål næret af vores smukke Dannebrog. Alt sammen som et resultat af den formørkede symbolpolitik, der signalerer, at vi opfatter os selv som fuldkomne og vi har nok i os selv.

 

Hvorfor er det kommer dertil, at det i dag er blevet et skældsord at sige, at man er dansker, når man rejser ud i den store verden? Hvorfor siger vi ikke fra som danskere overfor de mørke kræfter, som kun er optaget af at puste til ”den nationalistiske ild og dele os op i et ”os”, der ser ud på en bestemt måde og ”dem”, som bare ikke ligner os?

 

Jeg har rødder i et meget traditionelt samfund og kultur. Men jeg lever efter, at traditioner har godt af blive brudt og blive fornyet. Jeg har sorteret godt og grundigt ud i min bagage i alt det, der stod i vejen for mit liv. Det har gjort, at jeg har mistet nogle af mine pakistanske traditioner, men jeg begræder dem ikke, fordi jeg har fået så meget igen.

 

”Med et tændt lys kan du også tænde lys hos andre”, lyder et pakistansk mundheld. Og mit lys er blevet optændt af det danske demokrati. Når jeg i dag drager ud i verden, er det med et budskab om den danske demokratimodel som jeg spreder, der hvor jeg kommer hen. For jeg er stolt af at kunne kalde mig dansker med pakistanske rødder. For jeg vil begge dele.

 

De værdier, der former os danskere er så unikke, at vi faktisk er i stand til at tænde mange demokratiske bål rundt om i den store verden. Bål, hvor vi kan sætte os omkring og fortælle andre om vores frisind, ligestilling mellem kønnene, og hvordan det er lykkedes os at formindske afstanden mellem rige og fattige sammenligner med alle andre steder.

 

Vi har så meget at være stolt af, men i stedet har vi indtaget en position, hvor vi er med til at udhule vores renomme og lukke os inde end at række ud mod verdenen. Vi bliver lullet ind i den angst, at hele verden er på vej mod vores lille smørhul for at tage det fra os.

Derfor er der brug for at fastholde betydning af Skt. Hans bålet, fordi det er der, vi brænder de mørke kræfter af og sender dem væk med lyset og varmen. Og det er omkring bålet vi står sammen, og styrker vores relationer til mennesker, som gerne må have forskellige kulturer, normer og værdier. Det er fra bålet at vi kan tænde vores eget lys og hinandens.

 

Jeg håber for heksen anno 2011, at da hun satte kursen mod Bloksbjerg på sin grænsebom, at hun fik disse ting med sig:

1) Det sorte hjerte, der er fyldt med had og intolerance over folk, der er anderledes.

2) Det hårde og bidske tone i den offentlige debat, som kun skaber afstand og splid mellem mennesker

 

Så burde sommeren være reddet for os andre, så vi kan gå den i møde med et rent og tændt hjerte med rum til møde andre mennesker med tolerance, nysgerrighed og åbenhed.

God sommer!