rushy.dk
blank
 
© Rushy Rashid Højbjerg 
Seneste Nyt
RSS

Seneste nyt fra rushy.dk

Hej,

Dette er en gammel kommentar, som har været bragt i Politiken for et stykke tid siden. Men den er blevet aktuel igen efter en ny FB gruppe kaldet intelligent dameblad - her er mit bidrag til den debat. 

go læselyst.

bh

Rushy

Guf eller velstegt filet?

kommentar Rushy Rashid Højbjerg

Jeg indrømmer blankt, at jeg er for nærig til dagligt, når det gælder indkøb af glittede magasiner. Jeg synes de er for dyre. Men når man står i lufthavnen så går det lige, at der ryger et par blade oven i de nye sommerdufte, der har sneget sig ned i rygsækken.

Der er aldrig tid på vej ud til gaten, så det bliver ikke til en lang dvælen ved magasinhylden. Sidste gang jeg fløj blev det mest økonomiske valg derfor en sampak af Euroman og Eurowoman. Euroman lå forrest i pakken, så den kastede jeg mig over. Eurowoman røg ned i rygsækken til senere, den skulle nydes i ro og mag. Niklas Bendtner kiggede tilbage på mig fra forsiden af Euroman, som en juicy bøf i en saftig burger lagt sammen med årstidens lækre og sprøde ingredienser i form af Rene Redzepi fra NOMA, Hans Engell, Kevin Magnussen – hvem han så end var.

Sport, politik og gastronomiens verden var dækket ind. Med artiklen om LEGOs katastrofer og milliardsucceser var erhvervslivet også dækket ind. Og så gik jeg stærkt ud fra, at der var lækre mænd i kaki at finde på modesiderne. Jeg glædede mig til at gå ombord i bladet.

Som jeg kom gennem bladet var det en fryd at opdage, at bøffen viste sig at være en intervalstegt filet, der var lavet ved svag varme, tålmodighed og kærlighed for detaljen. Artiklerne var velskrevne og gav en god og anderledes indsigt i de interviewedes univers. Selv Niklas Bendtner artiklen holdt hele vejen, selvom journalisten ikke havde talt ret meget med ham personligt. At illustrere en artikel om LEGO i Billund med billeder af LEGOs hovedsæde i fugleperspektiv, var genialt tænkt. Jeg følte mig supergodt underholdt hele vejen.

Det var først på hjemturen, at det blev tid til at tage hive Eurowoman frem. En smuk og meget ung model prydede forsiden i sommerlækker Eva-kostume. Med sit lolita-look krævede hun unægtelig opmærksomhed og fik det.

Rundt om hende indikerede overskrifterne mode, design, skønhedstips, ferietips og så én artikel der indikerede lidt substans. Den skulle angiveligt handle om børn, nu eller aldrig? Der var kun to sæt portrætter, det ene om de nye danske talenter indenfor mode og design og det andet var et portræt af en fransk designer.

Jeg havde en ide om Eurowoman var den kvindelige pendant til mandebladet, og så frem til lige så velskrevne artikler, som i mandebladet. Men hvor blev jeg slemt skuffet. Det eneste jeg kan sige er, at Eurowoman er trykt på samme glittede papir som sin tvillingbror og her hører ligheden også op.

At bladre i Eurowoman tog lige så lang tid som det tager at piske et par æggehvider op med sukker på for at lave guf. Og mæthedsfornemmelsen var som at få serveret guf som forret, hovedret og dessert. Jeg fik simpelthen sukkerchok af bladet. Artiklerne viste sig at være ligegyldige og upersonlige. Reklamer på næsten hver anden side og tips siderne overdænget med alt det, jeg skal skaffe mig for at blive sommerchick.

Jeg så forgæves efter de stærke kvinder, som kunne hamle op med Bendtner, Engell, Magnussen og Redzepi? Er vi virkelig løbet tør for seje og spændende kvinder i Danmark, at Eurowoman slet ikke kan få øje på nogen? Jeg synes det er uforskammet at sætte ambitionsniveauet så lavt for læserne af Eurowoman. Jeg kan godt forstå at man bruger Euroman som krykker for at afsætte kvindebladet. Jeg kommer nok ikke til at købe det frivilligt. Måske er jeg ikke målgruppen, som 42-årig. Måske jeg ikke har brug for den form for intelligente og humoristiske opdatering af skønheds og velværeoplevelser som Eurowoman har sat sig i verden for at give. Til gengæld har jeg fået mig en ny livret i form af Euroman, som jeg til enhver tid vil kaste mig frådende over – gerne som forret, hovedret og dessert.


Fremhævet citat: Jeg synes det er uforskammet at sætte ambitionsniveauet så lavt for læserne af Eurowoman